Venstrefløjen har sat sig på magten: "Vi er gået fra at tale i principper og paroler til at forsøge at illustrere, hvordan socialisme ser ud i dagligdagen"

Et paradoks går gennem dansk politik. 

Parlamentarisk har centrum-venstre ikke stået stærkere i Folketinget i fem årtier, men samtidig har venstrefløjen aldrig været mindre rød, mindre socialistisk og mindre utopisk. 

Store visioner om et totalt anderledes samfund er afløst af pragmatiske aftaler. Kollektiv ejendomsret er skiftet ud med minimumsnormeringer. Og senest var Enhedslisten for første gang i partiets historie med i en aftale om politiet. 

I Politiken skrev politisk kommentator Kristian Madsen, at politiaftalen markerer et “symbolsk farvel til den principielle systemkritik fra venstre i dansk politik,” mens Altingets ditto Erik Holstein påpegede, “at Enhedslisten er blevet stadig mere pragmatisk de sidste syv-otte år, og at deltagelsen i et politiforlig er det hidtidige højdepunkt.” 

Engang var man i opposition til magten. Nu indgår man store kompromisser og sluger fortidens hellige køer for at få del i den. 

Bovlam eller genfødt i en mere virkelighedsnær og indflydelsesrig skikkelse? Det er spørgsmålet, der nu melder sig rundt omkring i den offentlige debat. 

Hvad er der egentlig sket med den danske venstrefløj? 

Det spørgsmål har Altinget også kastet sig over, og vi har spurgt to venstreorienterede nestorer, SF’s grand old man, Holger K.  Nielsen, og hans jævnaldrende rival Søren Søndergaard fra Enhedslisten. 

Vi har også talt med en valgforsker, en politisk kommentator, med iagttagere af den danske venstrefløj – og selvfølgelig Enhedslistens nu forhenværende politiske ordfører Pernille Skipper og SF’s comming man Jacob Mark. 

Dette er et politisk-ideologisk portræt af den magtfulde, men ikke særligt venstreorienterede venstrefløj.

Defensiv kamp 
Erik Holstein har som politisk journalist fulgt den danske venstrefløj indgående i årtier. Det var for eksempel ham, der i 2012 skrev det store afskedsinterview, da Villy Søvndal trådte af som formand for SF. 

For ham at se er venstrefløjens revolutionære projekt en saga blot. 

Han påpeger, at både SF og Enhedslisten kæmper for en forbedret og mere social retfærdig udgave af velfærdssamfundet, hvor der er mere fokus på klima og natur. 

“Men det er ikke sådan, at man via stemmeurnerne vil have et samfund, der er fundamentalt anderledes. Man kæmper ikke for at afskaffe det parlamentariske demokrati til fordel for en socialistisk rådsrepublik,” siger Erik Holstein. 

SF er med Aksel Larsens brud med kommunismen født ud af en reformistisk tradition, hvor magtspillet er et vilkår. 

Men i Enhedslisten er skiftet opsigtsvækkende. Partiet, der i 1989 blev etableret som en sammenslutning af Venstresocialisterne, Danmarks Kommunistiske Parti og Socialistisk Arbejderparti, blev valgt til Folketinget første gang i 1994, hvor man blev en del af Nyrup-regeringens parlamentariske flertal. 

Traditionelt havde venstrefløjen anset Folketinget som en talerstol, og ikke en arena, hvorfra politiske indflydelse var en reel mulighed. 

Som en del af det parlamentariske flertal bag Nyrups anden regering var Enhedslistens parlamentariske raison d'être da også “at stemme for den mindste forbedring og imod den mindste forringelse.” 

Ifølge medlem af Folketinget Søren Søndergaard, der var med i Enhedslistens første folketingsgruppe i 1994, er det “helt åbenlyst,” at venstrefløjens nuværende politiske projekt i høj grad har udviklet sig til at være “en defensiv kamp,” hvor det i højere grad handler om at forsvare hårdt tilkæmpede resultater, fremfor at jagte nye triumfer. 

“De ideologiske diskussioner om, hvordan man kan drive samfundet på en anden måde end den liberalistiske og kapitalistiske, der især herskede i 1970’erne, er blevet skubbet i baggrunden. Det har vi ikke været gode nok til at få på dagsordenen. Det er helt åbenlyst.” 

Han peger på Ronald Reagan og Margaret Thatchers 1980’ere, som afslutningen på epoken, hvor venstrefløjens samfundsomstyrtende idéer om demokratisering af produktionsapparatet og et opgør med den private ejendomsret, tabte til “en liberal ideologi, hvor individualitet var godt, og hvor fællesskaber var noget skidt.” 

“Det var en holdning, der spredte sig langt ind i Socialdemokratiet, hvor både Mogens Lykketoft og Bjarne Corydon gennemførte privatiseringer af offentlig ejendom. Og derfor har vi i mange år været trængt i defensiven,” siger han og fortsætter:  

”Men det er da klart, at vi også i Enhedslisten har vores diskussioner om forholdet mellem de daglige kampe og de store visioner. Det forhold er jo ikke støbt i beton”.

En nærdødsoplevelse 
Partiets nu forehenværende frontfigur, Pernille Skipper, mener ikke, at den danske venstrefløj nogensinde har stået stærkere, hverken parlamentarisk eller i den offentlige debat. 

Hun henviser til fortidens fejlskud i sin beskrivelse nutidens styrkeposition. 

“Den fejl, vi begik op gennem 1970’erne, 1980’erne, 1990’erne og til dels 00’erne var, at vi blev ved skrivebordene og diskuterede, hvordan det famøse socialistiske samfund, hvor solen altid skinner, skulle se ud, i stedet for at ændre på den verden, vi lever vi i.” 

Ved valget i 2019 fik partiet 6,9 procent af stemmerne og 13 mandater. 

Kimen til den helt afgørende ændring i Enhedslistens modus operandi skal findes ved folketingsvalget i 2007, hvor partiet kun med nød og næppe klarede spærregrænsen. 

For Enhedslistens vedkommende handlede valgkampen nærmest udelukkende om, at partiet havde valgt at opstille Asmaa Abdol-Hamid, der abonnerede på en konservativ islam-opfattelse. 

I et interview i 2018 i nærværende magasin kaldte chefstrateg og ideologisk kuglestøber Pelle Dragsted 2007-valget for en “nærdødsoplevelse” for Enhedslisten. 

Den beskrivelse genkender Rune Møller Stahl, der stoppede som rådgiver for tidligere politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen i 2011. I dag er han post.doc. ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet. 

“For ti år siden tog partiet en strategisk beslutning om at placere sig et andet sted politisk. Det var drevet af krisen efter Asmaa og af en ny generation, der er mere resultatorienteret. Det har grundlæggende været en succes, for man er vokset som parti,” siger han og uddyber: 

“Man lavede en ny parlamentarisk strategi, hvor det handlede om at komme med i flere aftaler og sætte flere politiske fodaftryk, fremfor primært at fungere som vagthund og kritiker i folketingssalen.” 

Foruden Johanne Schmidt-Nielsen og Pelle Dragsted blev også Stine Brix og Nikolaj Villumsen, Pernille Skipper og Rosa Lund en del af kernen i den nye generation. I fremtiden hedder profilerne Mai Villadsen og Victoria Velasquez. 

De delte og deler alle en ambition om at professionalisere og ændre partiet markant. 

Pernille Skipper mener ikke, at ændringen i 2007 medførte en ændring i Enhedslistens politik, selvom hun anerkender, “at politik og strategi ikke kan adskilles som to uafhængige størrelser.” 

Hun mener dog, at den største ændring skal findes i retorikken, formen og udtrykket. 

“Vi er gået fra at tale i principper og paroler til at forsøge at illustrere, hvordan socialisme ser ud i dagligdagen for almindelige mennesker. Vi taler ikke længere om den overordnede kapitalistiske udbytning af arbejderklassen, men om de konkrete vilkår for de ufaglærte og de lavestlønnede. Det er en mere håndgribelig kritik af vores økonomiske system.” 

Men Enhedslistens nuværende succes kan ikke beskrives uden at gå endnu et skridt tilbage i tiden. Venstrefløjens interne harmoni er nemlig også en funktion af Socialdemokratiet, den store sol, som planeterne på centrum-venstrefløjens himmel, kredser om. 

Har skærpet den parlamentariske linje 
Under den foregående socialdemokratiske regering var forholdet mellem Enhedslisten og Socialdemokratiet elendigt og forpestet. 

“Og det synes jeg er at pisse på de mange mennesker, der har stemt på en ny regering i den tro, at der skulle gøres op med ulighedsskabende politik,” lød det – symbolsk og ikonisk – fra Johanne Schmidt Nielsen, da Bjarne Corydon (S) og Margrethe Vestager (R) i sidste time droppede Enhedslisten til fordel for Venstre og Konservative i en aftale om en skattereform i 2012. 

I dag er billedet et helt andet. Nu er det Radikale, der har overtaget rollen som partiet, der kritiserer og truer med at vælte regeringen, for Helle Thorning-Schmidt, Bjarne Corydons (og Margrethe Vestagers) version af socialdemokratismen er smidt på historiens losseplads. Den er er erstattet en af en del mere venstredrejet og traditionel socialdemokratisme. 

I løbet af de første år med det nye flertal er der – trods den allestedsnærværende coronakrise og heftige diskussioner på især klimapolitikken – blevet indgået stribevis af aftaler med regeringen, SF og Enhedslisten som politisk og ideologisk drivkraft. 

Ændringen er blandt andet symboliseret ved den nye ret til tidlig pension for nedslidte, minimumsnormeringer, en klimalov og et generelt løft i bevillingerne til den offentlige velfærd. 

Til gengæld har regeringen et stort flertal med højrefløjen, når det gælder værdi- og udlændingepolitik. 

“Regeringen fører grundlæggende en anden politik – ikke lige så progressiv, som jeg kunne ønske – men den er grundlæggende anderledes end under Thorning,” siger Pernille Skipper.  

Men er det gode samarbejde med regeringen ikke også et udtryk for, at I har bevæget jer til højre i en mere pragmatisk retning, for eksempel med politiforliget? 

“Det, mener jeg, er forkert. Efter Thorning valgte vi at skærpe vores parlamentariske linje overfor en kommende socialdemokratisk regering. Tidligere havde vi den tilgang, at alternativet altid var værre. Sådan er det ikke længere. Nu har vi et forståelsespapir, hvor vi forpligter regeringen på en retning, og vi har sagt klart, at den også kan væltes, selvom det kan betyde en borgerlig regering i stedet.” 

Kan du forstå, at der er nogen, der ser jer som et korrektiv til Socialdemokratiet, der ikke gør andet end at trække det hele en smule til venstre? 

“Det er rigtigt, at revolutionen ikke starter med de aftaler, vi indgår med regering. Men de bliver trukket i den rigtige retning. Og når de går i den forkerte retning, så er vi ikke med. Det er fuldstændig klart, at så er vi ude."

Holger K: Der mangler systemkritik 
I SF er tendensen den samme som i Enhedslisten. Partiet har fundet et stabilt leje i meningsmålingerne, og forholdet til Socialdemokratiet er blevet markant bedre, siden den kaotiske afslutning på partiets seneste regeringsoptræden i 2013, hvor man måtte træde ud i vanære efter DONG-sagen, der blev dråben, der fik bægeret til at flyde over for folkesocialisterne. 

En række af partiets bærende profiler, herunder Mattias Tesfaye, Astrid Krag og Jesper Petersen, forlod den synkende skude til fordel for Socialdemokratiet, hvor de i dag er bærende profiler.

I dag er dødsfejden overtaget af kampen for at konsolidere partiet som en stabil samarbejdspartner til Socialdemokratiet. 

Det betyder også, at formand Pia Olsen Dyhr, der sikrede partiet 7,7 procent af stemmer ved valget i 2019, står forrest i køen, når der skal uddeles politiske sejre, for eksempel i forhold til minimumsnormeringer og fremrykningen af regeringens eller udskudte naturpakke. På et tidspunkt skal loyaliteten veksles til et par ministertaburetter. 

Men den linje betyder også, at Pia Olsen Dyhr og SF ofte bliver set som en slags uofficiel underafdeling af Socialdemokratiet. 

I ungdomspartierne og på værtshusene har man spøgt med, at SF stod for ‘Socialdemokratisk Forberedelsesskole.’ 

Spørgsmålet er, om det gamle mundheld er begyndt at blive en lidt for sandfærdig beskrivelse af tingenes tilstand i SF? 

Tidligere formand Holger K. Nielsen er en af dem, der har en kritisk analyse af tingenes tilstand i det gamle folkeparti. 

Han mener, at SF og den brede danske venstrefløj har et strukturelt problem, når det kommer til balancen mellem pragmatismen og ideologien. 

“I 1970’erne havde vi på venstrefløjen og i SF en levende politisk diskussion om et radikalt anderledes samfund. Den idédebat, som venstrefløjen stod utrolig stærkt på op gennem 1970’erne og 1980’erne, den kan man godt savne. Den er forsvundet i en pragmatisk tilgang, hvor det hurtigt bliver et spørgsmål om minimumsnormeringer og antallet ugentlige bade for ældre på plejehjem,” siger Holger K. Nielsen og fortsætter: 

“Det er blevet en mere traditionel venstrefløjssocialdemokratisk tilgang, der har vundet indpas. Også lidt for meget, synes jeg. Det handler meget om ‘lidt flere penge her og lidt flere penge der.’ Der mangler systemkritik og en vilje til at indrette og tænke samfundet på en radikal anderledes måde. Det er ikke særlig fremtrædende længere, og det kan godt blive et problem.” 

Ideologi skal kobles til signatursager 
SF’s nuværende politiske ordfører Jacob Mark, der både repræsenter nutiden og fremtiden i det mere end 60 år gamle parti, er enig med hans ex-formand i, at “vi godt kan styrke idéudviklingen og systemkritikken.” 

Men han mener alligevel, at partinestoren “undervurderer nogle af tidens store debatter og tendenser.” 

Han fremhæver opgøret med Finansministeriets regnemodeller og den økonomiske politik, hvor Socialdemokratiet ikke længere taler om arbejdsudbudsreformer og nedskæringer. Det ser han som en konsekvens af, at SF og Enhedslisten er lykkedes med at trække Socialdemokratiet til venstre. 

Men anerkender du, at jeres politik fremstår lidt idéfattig, for eksempel med jeres markante fokus på minimumsnormeringer? 

“Mange af de ting, som Holger (K. Nielsen red.) har kæmpet for i sin tid – klima, ulighed, velfærd – det fylder rigtig meget. Det er ikke bare kommet, fordi vi har snakket om, at der skulle sendes 50 millioner mere til det ene og det andet.” 

Jacob Mark fortæller, at SF’s grundlæggende parlamentariske strategi tager udgangspunkt i et stærkt fokus på nogle nøje udvalgte signatursager, der har rod i et ideologisk ståsted. 

“For eksempel vil vi gerne have en ‘ro på-reform’, der består af gratis psykologhjælp til unge, karakterfrie klasser og mere tid på studierne. Jeg ved ikke, om Holger anerkender det som et ideologisk systemskifte. Men det er jo en grundlæggende kritik af konkurrencestaten og et udtryk for et helt nyt paradigme i uddannelsespolitikken,” siger han og fortsætter:  

“Det bliver ikke lige så langhåret, men det er helt bevidst. Jeg tror ikke, at man kan vinde folkelig opbakning uden for den klassiske garde, hvis man ikke kobler ideologien til noget letforståeligt og nogle konkrete fremskridt. Ellers mister folk håbet.” 

Det lyder næste som en form for kontraktpolitik? 

“Det kan man godt sige. Efter en tid, hvor tilliden til SF har været slidt ned, så er det vigtig for os, at vi kan stå på mål for det, vi siger. Jeg har for eksempel altid godt kunne lide Kristian Thulesen Dahls slogan ‘Du ved, hvad vi står for’.” 

 

 

Policy-fokuseret idédebat 
Det er dog ikke alle på den danske venstrefløj, der mener, at SF og Enhedslisten har solgt ud af principperne til fordel små røde indrømmelser. Snarere tværtimod. 

I andre kredse bliver den pragmatiske, moderne, regeringsduelige stil faktisk udlagt som en ubetinget positiv udvikling. 

Malte Frøslee Ibsen, der forsker i politisk teori ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, er en af dem, der lovpriser den nye linje. 

Han er ikke medlem af et parti, men han “taler ud fra en bred venstreorienteret position.” 

Før valget i 2019 havde han fornemmelse af, at “venstrefløjen var tvunget i knæ, og at man havde svært ved at finde et projekt og en retning.” 

Sådan har det grundlæggende set ud siden murens fald, hvor socialismen tabte til den liberale og kapitalistiske verdensorden. 

“Meget af idédebatten på venstrefløjen har været indholdsløs og abstrakt. Det eneste, man kunne blive enige om var – lidt karikeret – at EU og Dansk Folkeparti var dumme og onde.” 

Han mener, at erfaringerne under Helle Thorning-Schmidt blotlagde, at både Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten var nødt til at finde et parlamentarisk projekt og en politisk og ideologisk fællesmængde, hvis man ville være i stand til at fremvise et troværdigt politisk alternativ til den borgerlige blok. 

Projektet er lykkedes, fordi begge parter har nærmet sig hinanden, lyder Malte Frøslee Ibsens analyse. 

“Det betyder, at de politiske udeståender, for eksempel i forhold til udlændinge- og værdipolitik, eksisterer på baggrund af en tilstrækkelig stor fællesmængde i velfærds- og fordelingspolitikken.” 

Aktuelt viser resultatet af tilnærmelserne sig i diskussionen om, hvordan den økonomisk genopretning efter corona skal finansieres. 

I et interview på TV2 i januar blev Mette Frederiksen spurgt om, hvem der skulle betale regningen for de mange milliarder, der er blev brugt under coronakrisen. 

Her lød svaret fra statsministeren: 

“Det er en lidt gammeldags måde at se det på. Måske også en lidt traditionel borgerlig måde at se det på. Jeg mener, at vi i Danmark har muligheden for at investere os ud af den krise, vi står i nu.” 

Det er en politisk metode, der står i skarp kontrast til tiden under finanskrisen, hvor Socialdemokratiet var med til at skære i for eksempel førtidspension og kontanthjælp. På samme måde er statsgæld ikke længere et fyord, men tværtimod konventionel økonomisk tænkning. 

Malte Frøslee Ibsen ser opgøret med og kritikken af den sparepolitikken efter finanskrisen som et tydeligt eksempel på, hvordan venstrefløjens idédebat har foretaget et hamskifte. Han fremhæver også den stigende bevidsthed om demokratisk ejerskab og kooperativt ejerskab i virksomheder. 

“Det er ikke længere en abstrakt, studentikos idédebat, som I gamle dage, hvor man sad i diskussionsgrupper og snakkede om det postkapitalistiske samfund. Til gengæld har man fået en policy-fokuseret idédebat, som er ekstremt sprudlende, og som kan rykke langt mere end de utopiske og abstrakte debatter, der traditionelt har præget venstrefløjen.”

FRP-koden 
Det er dog ikke på alle politikområder, partierne til venstre for midten sender på samme ideologiske frekvens. 

For eksempel har udlændingepolitikken traditionelt været garant for konflikter og dårlig stemning på den danske venstrefløj. 

Derfor er det også opsigtsvækkende, at området, der har haft en absolut nøglerolle i dansk politik siden slutningen af 1990’erne, har glimret ved sit fravær i det nuværende røde flertals interne politiske holmgang. 

Situationen står i skærende kontrast til 00’erne og 10’erne, hvor venstrefløjen og Socialdemokratiet tabte det ene valg efter det andet på en – i for vælgernes øjne – for slap udlændingepolitik. 

Det betyder, at udlændingepolitikken har været så godt som ikkeeksisterende som afgørende politisk kampplads, efter Socialdemokratiet – symboliseret ved bruddet med De Radikale – har tilsluttet sig den brede konsensus i udlændingepolitikken. 

Forskydningen af de tektoniske plader var også en afgørende årsag til valgsejren i 2019, hvor Socialdemokratiet, blandt andet som følge af den nye strammerlinje, formåede at hente enorme vælgergrupper hen over midten fra især DF og Venstre. 

Til gengæld mistede partiet omtrent det samme antal vælgere til SF, Radikale og Enhedslisten, der især har oplevet fremgang i de store byer og blandt kvinder, unge og studerende. 

Ændringen er ikke kun markant, fordi SF og Enhedslisten har underlagt sig det, som Mette Frederiksen i valgkampen kaldte “mandaternes logik”. 

Måske endnu vigtigere har der langt ind i SF og Enhedslistens rækker bredt sig en – mindre artikuleret – men lignende erkendelse af, at venstrefløjen ikke kan regere og få reel indflydelse, hvis man bliver ved med at bære rundt på det åg, som Erik Holstein betegner som “en verdensfjern integrationspolitik.” 

I Enhedslisten-kredse mener man ikke selv, at partiet er i gang med en højdrejning på udlændingepolitikken. 

Det formindskede fokus på området er tværtimod inspireret af den analyse, som den norske journalist og forfatter Magnus Marsdal præsenterer i bogen FRP-koden fra 2008. 

Det fortæller den tidligere Enhedslisten-rådgiver og post.doc på Københavns Universitet Rune Møller Stahl til Altinget. 

I bogen, der tager udgangspunkt i en analyse af det norske Fremskridtsparti, argumenterer Marsdal for, at venstrefløjen aldrig vil lykkedes med at tilbageerobre traditionelle venstrefløjsvælgere fra de borgerlige og højre-populistiske partier ved at agitere for en mere lempelig udlændingepolitik. Det er – ifølge Marsdal – andre skel, herunder velfærd og social sikkerhed, der er nøglen til valgsejre og politisk indflydelse. 

Pernille Skipper afviser, at Enhedslisten er for tilbageholdende i kritikken af regeringens værdi- og udlændingepolitik. 

“Vi kunne godt gå ud og sige, at sagen om børnene i Syrien, der ikke må komme hjem, var det, der fik os til trække stikket på regeringen. Men det ville ikke ændre en dyt. Det er ikke kun på Christiansborg, der er flertal for den nuværende udlændingepolitik. Det er i hele befolkningen. Desværre.” 

Oprør fra venstre 
Mens udlændingepolitikken ikke længere fremstår som en decideret trussel for centrum-venstre, har klimapolitikken vist sig som det politiske område, hvor konfliktpotentialet i rød blok er størst. 

“Det er et kæmpe tilbageskridt for den grønne omstilling,” lød det for eksempel fra Enhedslistens klimaordfører Mai Villadsen kort tid efter, hun forlod forhandlingerne om den grønne skattereform, der indtil videre har parkeret den omdiskuterede CO2-skat i en kommission. 

Omvendt valgte SF at gå med i aftalen, der, foruden regeringen, består af Radikale, Venstre og Konservative. 

Ifølge Kasper Møller Hansen, der er valgforsker på Københavns Universitet, kan det blive farligt for SF og Enhedslisten, hvis der kommer en fornemmelse af, at man er for eftergivende på især det grønne område, der gang på gang indtager de højeste placeringer, når vi her på Altinget måler på vælgernes politiske prioriteter. 

“De skal generelt blive ved med at vise sig som nogle, der er i opposition til eliten, velhaverne, magthaverne og establishment. Det er meget vigtigt for den samlede identitet på venstrefløjen, at man fremstår som nogle, der kan komme med ekstreme svar på samfundets problemer.” 

Det samme kan blive tilfældet, hvis man i fremtiden ikke lykkedes med at opsamle dagsordner som for eksempel #metoo, racisme og klima, lyder Kasper Møller Hansens analyse. 

Det er nemlig det stof, som opbrud, radikale forandringer og nye partier med karismatiske frontfigurer er gjort af. 

Lidt ligesom det var tilfældet med Uffe Elbæk og Alternativet, der dog reelt er gået i opløsning som følge af interne magtkampe og ondt blod. 

For tiden tyder det på, at førsteudfordrerne og den interne kritik på venstrefløjen har manifesteret sig i form af Frie Grønne og Veganerpartiet, der begge agiterer for radikale forandringer af samfundet, som vi kender det. 

Formanden for førstnævnte, Sikandar Siddique, er overbevist om, at “oprøret fra venstre er på vej.” 

"Vi står med en venstrefløj, der har sagt farvel til systemkritikken og som ikke tager et grundlæggende opgør med klimakrisen, den strukturelle statsracisme og samfundets hamsterhjul, hvor det er mennesket, der understøtter økonomien, og ikke omvendt.” 

Er det ikke mere effektivt at søge kompromiset og de reelle forandringer?  

“En langsom sejr er også et nederlag. Vi er på vej mod et civilisationskollaps, og hvis man bare bliver ved med at rykke kommaer, så når vi ikke at redde planeten. Fejlen bliver kun større af, at SF og Enhedslisten sidder på de afgørende mandater,” siger Sikandar Siddique.

Et ben i systemet, et ben i bevægelsen 
Enhedslistens tidligere politiske ordfører Pernille Skipper afviser Sikandar Siddiques kritik af Enhedslisten, der engang opførte sig, som Frie Grønne gør i dag. 

“Sikandar Siddique kommer aldrig til at forandre noget i virkelighedens verden på den måde,” siger hun og henviser til klimaloven, der blandt andet betyder, at Danmarks skal reducere sit CO2-forbrug med 70 procent i 2030. 

“Det var ikke noget, vi opnåede ved stå og skrige om, at de andre var dumme og sorte. Vi lykkedes, fordi vi først overtalte SF og Radikale til, at vi skulle stå sammen om kravet overfor Socialdemokratiet i regeringsforhandlingerne. Hvis man tager mandaterne ud af ligningen, så får man ikke noget for dem.” 

Men risikerer I ikke at afskalle til venstre, hvis I bliver for intime med systemet og magtens logikker? 

“Det er ikke et enten eller. Det er det, vi nogle gange glemmer, når vi diskuterer det her internt på venstrefløjen. I de senere år har vi vist, at vi sagtens kan være et revolutionært, anti-kapitalistisk og feministisk parti og samtidig skabe forbedringer for arbejderklassen her og nu.” 

Jacob Mark deler analysen. Han henviser til Gert Petersens – medstifter og tidligere SF-formand – gamle sentens, der beskriver SF’s grundlæggende politiske opgave. 

“Vi skal have et ben i systemet og et ben i bevægelsen.” 

“Vi skal være tillidsmænd for klimabevægelsen, børnebevægelsen og uddannelsesbevægelsen. Og så skal vi samtidig kunne finde ud af at forhandle aftaler på hjem på Christiansborg," lyder det fra Jacob Mark. 

Om den pragmatiske, kontraktpolitiske hverdagssocialisme, der holder sig på sikker afstand af de langhårede skrivebordsteorier, vil manifestere sig som en permanent vinderstrategi i dansk politik, er endnu usikkert. Men indtil videre er det udenfor enhver tvivl, at bevægelsen har givet gevinst. 

Eller som Jacob Mark formulerer det: 

“Venstrefløjen er mere magtfuld, end den nogensinde har været, både i forhold til mandater og politisk indflydelse. Men vi er langtfra i mål.” 

malte@altinget.dk